Holger Nielsen – en lidt ukendt sportsmand

Holger Nielsen er nok i dag en lidt ukendt sportsmand, men det var han ikke i sin samtid. Han var dog nok mest kendt for en bog han udgav – i året for CIK’s stiftelse – nemlig i 1921. Bogen Livredning, som er vist i originaludgaven på billedet.

Men Holger Nielsen er også kendt for noget helt tredje, som vi vil vende tilbage til.

Holger Nielsen var altså sportsmand og deltog i OL for Danmark både i 1896 – det første OL i verdenshistorien –  og i 1906. Han deltog i hele tre discipliner i 1896 – diskoskast, skydning og sabelfægtning.

I 1921 udgav han altså Livredning om Holger Nielsen metoden. Vi vil i dag kalde det kunstigt åndedræt ved hjælp af Holger Nielsen metoden. Metoden er ikke nær så effektiv som ”mund til næse” – især ikke i kombination med hjertemassage. Men metoden havde stor betydning i 1921 og de næste 50 år, hvorefter den langsomt blev erstattet.

På bagsideomslaget lyder det: Denne lille Bog rummer et helt Livs Erfaringer og Arbejde for en betydningsfuld Samfundssag. Og længere nede: H. N. Metoden skildres nøje og omhyggeligt. Beskrivelsen er klar og tydelig, saa at man hurtigt kan tilegne sig Teknikken. På det højstemte ordvalg fornemmer man, at metoden faktisk i mange år var med til at redde adskillige menneskeliv ved drukneulykker. Derfor er det ikke så mærkeligt, det var det, Holger Nielsen blev mest kendt for.

Dette er det første ud af tre indlæg med omtale af Holger Nielsen. De sidste 2 indlæg handler om opfindelsen af håndboldspillet. Næste indlæg offentliggøres om en uge.

This entry was posted in Nyheder. Bookmark the permalink.